FN's verdensmål

Vi arbejder aktivt for, at udsatte grupper af mennesker inkluderes på arbejdsmarkedet. Det sker ved en ”Collective Impact”-tilgang, som handler om, at komplekse sociale problemer kun kan løses i forpligtende offentlige og private partnerskaber med fælles mål.

Copenhagen Dome – Videnscenter for Socialøkonomi bidrager direkte eller indirekte til en lang række af FN’s 17 Verdensmål, og vores aktiviteter retter sig særligt mod:

Verdensmål nr. 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
Vi arbejder for et rummeligt arbejdsmarked, hvor også udsatte mennesker har en plads i arbejdsfællessskabet. Flere og større socialøkonomiske virksomheder betyder flere jobs til udsatte mennesker. De socialøkonomiske virksomheder hjælper dem også videre til beskæftigelse i ordinære virksomheder.

Verdensmål nr. 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Socialøkonomiske virksomheder kan bidrage til at skabe liv og kulturmøder i udsatte bolig- og lokalområder. Der kan i områderne etableres små virksomheder og caféer, som ikke ville kunne løbe rundt som en almindelig virksomhed. De bidrager til aktiviteter, der bringer mennesker sammen og forøger dermed den sociale kapital i samfundet.

Verdensmål nr. 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Socialøkonomiske virksomheder har potentiale til at gå forrest i forhold til bæredygtighed, for eksempel ved at prioritere økologi, bæredygtig materialeanvendelse, ordentlige arbejdsforhold, genbrug og ved at mindske madspild.  

Verdensmål nr. 17: Partnerskab for handling
Socialøkonomiske virksomheder løser bedst opgaver i partnerskaber. Det gælder fx partnerskaber med det offentlige i forhold til at hjælpe udsatte mennesker ind i arbejdsfællesskaber med jobtræning og virksomhedspraktik. Partnerskaber kan også indgås med private virksomheder med henblik på at skaffe varige jobs til udsatte mennesker. Partnerskaber med både offentlige og private interessenter er også relevante i forhold til salg af socialøkonomisk producerede varer.